0 varer / kr0,00

Tips og Svar

Her på siden skriver vi nogle generelle gode råd vedr. opskrifter og produkter.

Løbende vil vi skrive svar på de spørgsmål vi modtager.

Opskrifter generelt:

Gennemlæs altid opskriften inden du starter, således får du det bedste billede af processen.

Er du ny ud i hækling og strikning er det altid godt enten at have en erfaren hækler eller strikker at kunne søge råd hos, eller på forhånd aftale med den garnbutik hvor du køber garnet at du må komme forbi og få råd og vejledning.

Lav altid en strikkeprøve og brug gerne originalgarnet opskriften er udviklet i.

Godt værktøj:

Som med alt andet håndarbejde er det rette værktøj guld for at opnå comfort i processen samt et flot finish.

Om du bruger pinde af træ eller metal, sørg for at de er af god kvalitet. Et sæt gode hæftenåle i flere størrelser, en skarp saks, maskemarkører, maskeholdere og en omgangstæller er godt at have ved hånden.

Hjælp til teknikker:

De teknikker der anvendes i vores opskrifter kan alle findes som billed- eller videovejledning på nettet ex. Youtube og div. blogs ved en enkelt søgning.

Montering:

Lad altid dit arbejde liggetørre og stræk det gerne i form under tørringen.

Kanter, ex. forkanter/knappekanter kan let komme til at flane hvis der er for mange masker strikket op, eller blive for korte hvis du har for få masker. I opskrifterne angives en vejledning for masketal, resultatet afhænger dog også af din fasthed samt hvor løst eller fast der lukkes af. Lav en forkant først, tilpas og lav herefter den anden.

Opslag og aflukninger:

Bulrib, halsrib og ærmerib. Alt efter om arbejdet strikkes nedefra og op eller oppefra og ned er det vigtigt at opslag / afluk ikke bliver for stramme og dermed trækker sammen eller hoved og hænder ikke kan komme igennem. Tjek altid om ribbene er elastiske nok inden du kommer for langt i arbejdet. Har du en tendens til at lukke stramt af / slå stramt op kan du bruge en 1/2 til 1 pinde str. større end angivet til at slå op og lukke af med.